​Pocheret æg - nemmere end man tror

Hvad er et pocheret æg?
Kort fortalt betyder pochering, at man tilbereder maden i vand, der har en temperatur lige under kogepunktet. Ved at pochere fødevarer undgår man, at maden er rå, samtidig med man ikke kommer til at udkoge den som ved almindelig kogning.

Når man pocherer æg, skal man ende med en stivnet hvide, der danner en hinde omkring den bløde og flydende blomme. Pocheret æg anvendes ofte til den lækre eggs benedict, der indeholder lækkert brød med pocheret æg, skinke eller bacon og hollandaise sauce på toppen.

For mange er pochering af æg noget man helst undgår, da det synes svært. Vi vil gerne slå et slag for pochering, fordi det er ikke så svært, som man tror. Det kræver dog omhyggelighed og opmærksomhed! Nedenfor giver vi en guide til, hvordan du laver et perfekt pocheret æg. 

Billede

Du skal bruge

1 æg
Vand – ca. 1 liter
Eddike – 3 spsk pr. liter vand
En hulske
Et piskeris

Sådan gør du

  1. Slå et helt frisk æg ud i en kop. Kog vand og eddike op, når det koger skruer du ned for vandet og pisker rundt i det kogende vand med et piskeris i én retning. Det er vigtigt, at der dannes en hvirvel.
  2. Fjern piskeris og hæld forsigtigt ægget ned i midten af hvirvlen og lad det trække tre-fire minutter lige under kogepunktet. Du kan også bruge en hulske til at samle ægget.
  3. Tag ægget op og køl det ned i en skål med koldt vand. Vandet hjælper med at stoppe kogningen i ægget.  
  4. Nyd dit pocherede æg.