Fuglerede af marengs med hindbærskum & friske bær

Antal: 6-8 stk.

Fuglereder af marengs er en enkel, let og sommerlig dessert, som nydes bedst i et godt selskab med en kop kaffe udenfor i haven, på altanen eller terrassen i solskin. 

Vores udgave af en fuglerede er med hindbærskum og friskebær, men du kan variere det i det uendelige og eksempelvis lave blåbærskum i stedet for hindbærskum.

Opskriftbillede

DU SKAL BRUGE

3 bægre DAVA pasteuriserede æggehvider
250 g hvidt sukker
100 g hvid chokolade,
Ca. 225 g frosne hindbær
1/4 l piskefløde

SÅDAN GØR DU

Pisk æggehviderne stive og drys sukker i lidt ad gangen – pisk indtil marengsmassen er sej.

Hak den hvide chokolade fint og vend den i marengsmassen.

Lav 6-8 mellemstore reder på et stykke bagepapir og bag dem i ovnen i ca. 45 min. ved 125 ˚C i alm. ovn. Sæt dem til afkøling på en rist.

Pisk fløden til flødeskum i en skål.

Mos hindbærrene i en anden skål og vend derefter forsigtigt de moste hindbær i flødeskummet.

Kom hindbærskum i rederne og pynt med friske bær såsom blåbær og hindbær, evt. frysetørret hindbær og spiselige blomster.

Tip!
Du kan bruge alskens slags bær til dine fuglereder - jordbær gør sig også fantastisk både som fyld og til skum.