DAVA Foods skaber ny virksomhed med plantebaserede fødevarer
Med DAVA Foods Ingredients A/S har DAVA Foods fået et plantebaseret forretningsområde. Selskabet er en fusion af selskaberne, Karlsens A/S og Møllerup Brands A/S, som allerede i dag bidrager med henholdsvis et sortiment af krydderier samt frø, kerner, mel og olie.
DAVA Foods Ingredients A/S er en strategisk investering for at kunne distribuere og videreforarbejde de lokale og bæredygtige afgrøder, som mange landmænd i Danish Agro koncernen, der ejer DAVA Foods Ingredients A/S, allerede kan dyrke. Det betyder, at DAVA Foods allerede i efteråret 2022 udvider sortimentet til detail, foodservice og industri med en række danskproducerede frø, kerner, mel, olie, bælgfrugter og forædlede fødevarer, som skal supplere det brede sortiment af æg og æggebaserede produkter.
Ivan Noes, adm. direktør i DAVA Foods, forklarer om den nye satsning:
”I DAVA Foods koncernen har vi en vision om at ville inspirere forbrugerne med sunde, sikre og innovative produkter, som er produceret ansvarligt. De danske forbrugere efterspørger proteinrige, danske alternativer til de kødfrie dage, og det er helt naturligt, at vi skal have plantebaserede produkter i sortiment. Vi er derfor meget stolte af, at vi nu kan tilbyde både æg og et stort udvalg af plantebaserede produkter.”
DAVA Foods Ingredients A/S kommer til at fokusere på danske, økologiske og glutenfri fødevarer.
Det forventes, at selskabet kommer til at omsætte for mere end 50 mio. i 2023, og det dobbelte indenfor få år.